• JORGE RODRIGUES KIRCHHOFF

Et oliventræ for lykke

Så er der gået yderligere et par dage, og de går godt nok hurtigt....

-lige så hurtigt, som alle andre steder på kloden.

Selvom vi er en time efter jer andre.


Som jag havde håbet på, så har vi fået anbefalet et sted, hvor vi kan købe gode grøntsager, en slags gårdsbutik, som sælger friske, lokale grøntsager billigt.

Super fedt sted, 3 minutter herfra.

Dette har mundet ud i en vidunderlig suppe i forgårs og en mindst lige så vidunderlig salat igår - we like.


Jeg kan efterhånden finde rundt i huset (som vi lejer), mit gæt er at det er omkring 240 m2, hvilket definitivt ikke var bevidst.

Dette indebærer flere ting.

Der er ikke så meget grund tilbage, meget lidt græs, og en pool er klemt ind på bagsiden.

Det indebærer også, at der er meget at gøre rent.

-og så indebærer det at ejeren har haft rigtig mange steder at sætte pynt på.....

Hmmm

Vi har renset, godt og grundigt, både igår og idag.

Og så har vi gennemgået samtlige skuffer og skabe, samt garagen, så vi er helt klar for mine 78 collies, som skal komme i morgen torsdag, tiden stadig uvis.


Den portugisiske drøm

Når man får adgang til andre menneskers skuffer og skabe, så får man også adgang til en historie, eller mange forskellige historier, og til et liv.

Her har boet en familie.

De har højst sandsynligt bygget deres drømmehus her og er flyttet ind med deres børn.

Her har de hvilet og haft fuld aktivitet og store middage.

Jeg kan se MASSER af duge, glas og andet for et aktivt liv.

Dette sammen med møbler og pynt vidner om god økonomi.


Meget tyder på, at drømmen ikke holdt, at de gik hver for sig.

Det er kvinden, som ejer huset tror jeg. Vi har mødt hende.

Selvom hun var en smuk og til synes livsglad kvinde, fandtes der en sorg under overfladen, en sorg i hendes forhold til huset.


Det er et fantastisk hus! -men nu inden sommeren er kommet rigtigt, er huset koldt, råt, som de fleste portugisiske huse.

Jeg har svært ved at holde mig varm om aftenen, det har de to andre ikke, de er vant til det....



Igår lavede jeg en video, som jeg tænkte lægge ud på bloggen.

Den viste sig at indeholde et kor af hele kvarterets hunde i baggrunden, ikke noget jeg havde lagt mærke til, da jeg indspillede.

Og så snakkede jeg lidt for lavt, nok lidt typisk mig, jeg behøver at træne lidt mere...

Videoen sendte jeg til min mor i stedet, da den sidste del var til/om hende.


Sidst på eftermiddagen igår ringede det på “port-telefonen”, og det viste sig at være en budbil med en pakke. (Jeg havde selvfølgelig ingen anelse om, hvad det var for en sirene der lød og mistænkte at det var den faste telefon i huset, så det var i sidste øjeblik jeg fik stoppet ham).

Det var en hilsen fra min mor, som ønskede os alle 3 et lykkeligt liv sammen!

Wouw!

Se billede.

Smukt.

Det påvirkede os alle sammen, ind i hjertet.


Kærlighed med posten....

Interessant også, at selv i min modne alder, betyder det noget at ens kæreste bliver “godkendt” af ens forældre!

Vist er det vildt?

Vores drøm lever i bedste velgående.


Ellers er dagene som sagt gået.

Har ikke været meget uden for grunden dog, det kommer.

Jeg har skrevet adresseændringer til alskens virksomheder i Danmark og Sverige.

Her til aften har Gean og jeg indviet poolen. Fantastisk herligt at sidde i aftensolen bagefter.


"Do you want me to jump in first Gean"?


-og så har jeg kontaktet en præst fra en engelsksproget kirke i Cascais, Riverside Church, for at høre om de kan vie os i september.

Skal blive interessant at se, hvilke krav de stiller til mig. Jeg har jo ikke været så flittig i kirken i de sidste par år, og hernede, engelsksproget eller ikke, har Gud en helt anden rolle end dér, hvor jeg kommer fra.

Bed en lille bøn for mig, det kan jeg få brug for!


Jeg vil dog lade dette indlæg være til min mors ære.

Tak for støtten, du ved selv, hvorfor det er extra stærkt af dig.


Jørgen, Ponte do Rol, 16. maj 2018

0 views

2019 by Jorgen