• JORGE RODRIGUES KIRCHHOFF

Footbal Worldcup and the privilege to have 4 countries

En kulturpalet i mange dimensioner


Different cultures with several dimensions

Idag, lige præcis idag, repræsenterer Football World Cup rigtig godt den situation jeg befinder mig i.


Jeg har altid været dansk, når jeg har fulgt med i noget sport. Det gælder ikke mindst fodbold, som for mange er noget særligt.

Efter 23 år i Sverige og med 2 svenske børn er det klart at jeg også har fulgt og følger de svenske sportsfolk, dog visse sportsgrene mere end andre.

Så een ting er at jeg er statsborger i begge lande, men jeg vil påstå, at Danmark og Sverige har nogenlunde samme status for mig idag, også når vi snakker sport.



Erika er i en tilsvarende situation som mig, hun er fra Brasilien, men har boet i Portugal de sidste 12 år.

Når Brasilien spiller er der ingen som er i tvivl om, at hun er brasilianer, men hun ser definitivt også autentisk portugisisk ud, når Ronaldo er på banen for Portugal, for eksempel når han scorer på frispark eller misser et straffespark.


Today I will be portuguese

Dette betyder, at vi rent faktisk har 4 nationer, som vi holder med i vores familie, når der er fodbold VM.

Holder med, holder af, vil det bedste for, støtter og følger.

Det vanvittige er, at ALLE hold er repræsenterede i dette VM!

Det endnu mere vanvittige er, at 1/8-dels-finalerne begynder om nogle timer, og alle vores hold er stadig med.


I know. Om et par dage er der formentlig højst et eller to af holdene tilbage.

Men man skal aldrig sige aldrig....

Sportens verden er ofte uforudsigelig.


Og jeg vil fortælle jer en ting til.

De 4 hold er placerede i hvert sit hjørne af cup-tabellen, hvilket betyder, at de ikke møder hinanden i 1/8-dels-finalerne, og skulle de alle vinde møder de heller ikke hinanden i 1/4-finalerne!

Skulle de så vinde igen, så har vi den vilde situation, at det er lige netop de 4 lande tilbage i World Cup. De vil udgøre begge semifinaler.

Brasilien møder Portugal, og Danmark møder Sverige!


Tanken er interessant.

Vi snakker 8 fodboldkampe, som alle skal have en bestemt vinder, og vi snakker 4 meget forskellige hold, som selvfølgelig har helt forskellige forudsætninger.

Hvis vi leger tanken, at der er 50% chance for at vinde i hver kamp, så er sandsynligheden for at vores 4 lande mødes i semifinalerne 0,39%.


It is nice to win...

I det virkelige liv repræsenterer de 4 flag noget helt andet for Erika og mig.


Udfordringer og muligheder, grundlæggende forskelligheder og grænseløse åbenbaringer.

Der er noget rutchebane over det, og det siger faktisk en hel del om det eventyr, jeg har kastet mig ud i.


Hvis vores mål var at alt skulle være fantastisk, så ville vi nok ende på en sandsynlighed omkring de 0,39%.

Men vores mål er IKKE at vinde alle kampe, vores mål er at acceptere udfordringerne med energi og hjerte, vores mål er at forsøge at forstå og acceptere de grundlæggende forskelligheder, vores mål er at hjælpe hinanden.

Vores mål er også, at forsøge at finde energi til at give modparten energi, til at hjælpe hinanden og dermed os selv. Specielt hver gang vi ikke vinder.


Vi kommer ikke til at vinde alle kampe, men vi kommer til at lære af dem.

Vi skal værdsætte den indsats vi gør, selvom vi taber en kamp.

Vist, det er lettere at fejre og føle sig glad og lykkelig efter en sejr, men der er jo egentlig ikke noget, som forhindrer een i at føle sig lykkelig efter en tabt kamp.


Neymar - famous brasilian actor

Jeg tror at det er et af problemerne i vores del af verden, at vi bliver opdragede til at vinde og ikke til at lære.

Det er vigtigt at røre sig, og det betyder og legitimerer, at vi sender vores børn til alle mulige sportsaktiviteter, men idag handler børn og sport til 99% om at vinde.

Sport er blevet en mulighed for at tjene mange penge og blive kendt, og sport er blevet en gigant industri.

Er du 17 og ønsker at starte med en sport er det for sent, du er ikke velkommen.

Det handler for lidt om at være sammen og få motion.


Heldigvis er vi relativt oplyste, i hvert fald i et historisk perspektiv, så vi ved meget om sundhed for krop og sjæl - men definitivt mere for krop end for sjæl.

Min nuværende rejse handler meget om dette, om sundhed, for mig og for andre.


Inden dette bliver lige så langhåret som David Luiz fra Brasilien, må jeg afrunde.



Jeg ved, at mange af jer derude også har mere end ét flag i jeres kulturpalet, og måske I også har mere end ét hold tilbage i Rusland.

Det håber jeg for jer, for det er sand rigdom.


Jeg ønsker jer held og lykke i alle fremtidige kampe og husk at være store når I sejrer og positive for alt I lærer, når i taber.



Jørgen, The World, 30. juni 2018

0 views

2019 by Jorgen