• JORGE RODRIGUES KIRCHHOFF

Tak efter 30 år

Updated: Apr 18, 2018


Ansat som "Airguide" hos Spies 1987

Jeg har en udpræget introvert side, når det drejer sig om tage kontakt til mennesker, hvor det ikke føles nødvendigt eller i situationer, hvor jeg skal stå foran mennesker og snakke.

Det handler om at byde på sig selv, blotte sig, udlevere sig – ja, sådan kan det føles.

Networking har fx aldrig været min stærke side.

I mit nye liv er dette noget jeg skal arbejde med, formentlig det allervigtigste.


Derfor har der også været tunge overvejelser omkring det her med en blog.

1. En blog er definitivt ikke noget for mig

2. Ok, men skal jeg lave en blog, så skal der ikke noget personligt

Men langsomt forstod jeg, at det måske var ok.

Vist, tanken var grænseoverskridende, men efterhånden blev den også spændende, og nu er det blevet en del af min rejse.


Hvor om alting er, så er det langt lettere at skrive personligt end at stå foran en forsamling og tale om noget personligt.

Så derfor skrev jeg et meget udleverende brev til stort set alle ansatte i firmaet og sendte ud dagen før min afskedsreception.


Jeg havde definitivt ramt mange med min mail, for jeg fik helt fantastiske reaktioner.

Wouw, det havde jeg slet ikke set komme… der triller stadig reaktioner ind her et par dage efter – og ja, jeg har adgang til mine mails lidt endnu, så jeg kan se og har læst alle svar.

Masser af lykønskninger, skulderklap og smukke ord – jeg er ydmyg og taknemmelig.

-og rigtig mange skrev at de glædede sig til at følge min blog.

Nå, men jeg har simpelthen ikke nået at svare på dem endnu….. Men stort hjerteligt tak til dig (hvis du læser dette)!


Og så ikke mere small talk – herunder brevet jeg sendte ud:


Tak for disse 30 år...

Dette føles nærmest surrealistisk.

Gennem årene har man læst mange “tak for denne gang” fra kollegaer, som bytter job eller går på pension, som takker alle fantastiske mennesker de har lært at kende i firmaet.

Nu er det pludselig een selv som sidder og skriver.

-og det er ikke så let, der er jo så mange minder og følelser involveret og det er vel det allersidste man får lov til at sige til alle jer. Det føles derfor ekstra vigtigt.


Jeg vil dog først takke jer alle for alle fantastiske år jeg har haft med jer.

Jeg har mødt kreative hjerner, stærke viljer, vidunderlig energi, imponerende loyalitet, masser af glæde, empati og kærlighed, jeg har beundret evnen til at leve i nuet og at altid have en positiv tro på fremtiden.


I har været intet mindre end fantastiske!


Jeg vil også benytte denne lejlighed til at fremhæve de chefer, jeg har haft gennem årene. De skal have kæmpe ros for ikke bare at være kompetente rent fagligt, men for at være empatiske mennesker, som har tillid til deres medarbejdere. Jeg ved, at det er få, som kan sige sådan efter så mange år - tak for det.


De senere år er der dog en tendens til at cheferne har mere travlt end hvad sundt er, hverken for firmaet, for medarbejderne eller for dem selv. Jeg håber at I efterhånden, i den forandringsproces vi befinder os i, vil finde et sundere leje.


Skal jeg finde en fællesnævner for en tcas-ansat må det være glæden ved at rejse og se verden. Måske det er det, som forstærker alle ansattes ønske om altid at gøre det allerbedste for vores gæster. Vores gæster er vitterligt fantastiske, jeg har savnet dem efter jeg blev 100% kontorsmus, men lov at fortsætte med at passe på dem - det er jo fordi vi har behandlet dem så godt gennem årene, at de er som de er...


Alle har sin egen specielle anledning til at skrive et tak for denne gang-brev, og det har jeg definitivt også.

Rent faktisk så føler jeg at min anledning er så speciel, at jeg vil dele den med jer - og der skal trods alt noget til for en relativt introvert person som mig!


Efter 30 år på samme arbejdsplads har jeg valgt at sige op, sælge mit hus og kaste mig ud i et kompliceret, romantisk eventyr uden nogen tanke på at skulle have et andet job.


Da jeg valgte at gå ned på knæ foran kvinden i resten af mit liv på en atlanterhavs-strand for nogle måneder siden, vidste jeg at det nok var den modigste beslutning i mit liv.

Erika og jeg kan nok rent teoretisk betragtes som en helt umulig cocktail. Vi lever forskellige steder (lidt endnu), taler forskellige sprog og har levet ekstremt forskellige liv, hvilket har givet os forskellige måder at se på ting, forskellige værdier og forskellige prioriteringer. Erika er fx definitivt religiøs, jeg ikke.

Men så er det jo helt afgørende, at man kan snakke sammen om tingene, tænker du måske. Ja, jeg er helt enig, sagen er dog den at Erikas engelsk var lig 0, da vi mødtes, og det kæmper vi stadig med.


Heldigvis er der så meget andet, som gør at jeg kaster mig ud i dette eventyr, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på her......


-og så detaljen at jeg ikke har noget andet arbejde, er det virkelig klogt? Jeg kunne vælge at sige, at "det vil tiden jo vise", da det jo kan vise sig svært at finde et arbejde for en mand på 53, men jeg vælger i stedet at se anderledes på det.

Jeg siger; "Ja, det er en meget klog beslutning!" Jeg tror, at vi mennesker er for dårlige til at give os selv tid til at reflektere over tilværelsen, give os selv mulighed for at finde og værdsætte andre værdier i hverdagen og i livet.

Derfor skal dette gøres på præcis denne måde, og hvad der end sker, så er min beslutning den rigtige :-)


Så kære kolleger, dette er mit eventyr, og jeg er skrækslagen og glæder mig som et lille barn.


Jeg har valgt at starte en blog, som jeg forhåbentlig kan bruge som en kombination af selv at kunne få bearbejdet mit liv og mine oplevelser med at kunne fortælle familie, venner og ex-kollegaer hvordan det går i Portugal.

Den er under udarbejdelse, og lige nu har vi tekniske problemer i redaktionen, men så snart de er løst, vender jeg tilbage med et link til bloggen.


Jeg ønsker jer al lykke, både på arbejdet og på privaten, og håber at vores store koncern fortsat vil være en attraktiv arbejdsplads for jer i mange år fremover.


Jeg håber også, at I vælger at være åbne for de muligheder som livet giver, også selvom de ikke følger normerne -så skulle chancen for spændende forandringer dukke op, så betragt den, vurdér den, drøm lidt, mærk efter igen - og SPRING!


Knus/kram/klem/hugs/abraços


Jørgen, Jörgen, Jorge


Jens (Andersson?) og jeg, Tara Canyon i Jugoslavien 1988


118 views3 comments

2019 by Jorgen